Klassekasser og indsamling
En klassekasse er en fælles pengeindsamling, som den enkelte klasse kan etablere.
Hvad er en klassekasse?
En klassekasse er en fælles pengeindsamling, som den enkelte klasse kan etablere. Indbetaling til en klassekasse er frivilligt.
Formål
- At have klassekasser på Vestervangsskolen er til for at give klasserne lidt ekstra midler, som kan bruges løbende til fælles aktiviteter og oplevelser. Klassekasser betaler, hvad der går ud over, det der ellers kan finansieres ud af skolens budget.
- At sætte en rimelig beløbsgrænse, således flest mulige forældre kan bidrage.
- Det bemærkes at det er frivilligt, om en klasse ønsker at have en klassekasse, dette aftales normalt på det første forældremøde ved skolestart.
Mål
Klassens forældre indbetaler, frivilligt, et aftalt beløb, som anvendes til hele klassens bedste. (Dette inkluderer også de elever hvis forældre ikke har indbetalt til klassekassen).
Principper for brug af klassekassen
- Klassekassen kan anvendes til fælles udgifter, der ikke er en forudsætning for undervisningens gennemførelse og formål. F.eks. til fællesindkøb til klassen, klassefester/arrangementer, fornøjelser ved udflugter, o. lign. også udenfor skoletiden ved forældrearrangementer.
- Klassekassen kan ikke bruges til aktiviteter og redskaber, som er grundlæggende for undervisningen. Disse udgifter dækkes altid af skolen.
- Brugen af klassekassen fastlægges af forældre/klasseforældreråd.
Principper for administration af klassekasser
- Ingen er pligtig til at indbetale til klassekassen.
- Det er forældrene i klassen, som beslutter, hvor meget der skal indbetales til klassekassen. Beløbet bør fastsættes så alle har mulighed for at bidrage.
- Det er forældrene/klasseforældrerådet i klassen, der står for indsamling af pengene og administration af kassen.
- Administratoren for en klassekasse må ikke rykke for indbetalinger men der kan sendes fælles påmindelser.
- Ved fraflytning har elev og forældre IKKE krav på tilbagebetaling af indbetalte samt indsamlede/tjente beløb.
- Ved klassesammenslag bør pengene i klassenkassen bruges, eller de kan doneres til skolens elevråd. Det anbefales, at penge bruges eleverne imellem.
- Vestervangsskolen er IKKE erstatningsansvarlig for evt. bortkomne beløb.
- Klassekassen gøres op en gang om året, og resultatet/regnskabet offentliggøres på klassens AULA.
Indsamling til særlige aktiviteter
- Klassen kan også aftale at gennemføre arrangementer og aktiviteter udenfor undervisningstiden, som skaffer penge til klassekassen eller særlige aktiviteter, f.eks. lejrskoler.
- Deltagelse i arrangementerne og aktiviteterne er frivilligt.
- ALLE indsamlede/tjente midler på arrangementer og aktiviteter tilgår klassekassen og anvendes til hele
klassens bedste. (Dette inkluderer også de elever hvis forældre IKKE har deltaget i afholdte arrangementer
og aktiviteter).
Vedtaget i skolebestyrelsen 2024.