Sponsorering og donation
Her finder du Vestervangsskolens principper for accept og anvendelse af sponsorering og donation.
Folkeskolen er gratis og alle udgifter afholdes som udgangspunkt af skolen for de kommunalt bevilgede midler jf. folkeskolens §19, 49, 50.
Begrebsdefinition:
- Sponsering er et arrangement, der baseres på en forretningsmæssig aftale mellem to parter om henholdsvis ydelse og modydelse.
- Donation er en ydelse til skolen, som ikke kræver modydelse.
Regler for sponsorering og donation
For sponsorering og donation gælder følgende:
Skolesponsering er en særlig form for markedsføring, hvor bl.a. virksomheder og interesseorganisationer tilbyder gratis undervisningsmateriale, undervisning og andre materialer/aktiviteter mv. til brug i skolesammenhæng.
Undervisningsmateriale mv. kan være med til at skabe sympati for den sponserende virksomhed og dens produkter hos lærere, pædagoger, forældre og elever.
Ved accept og anvendelse af sponseret undervisningsmateriale mv. bør nedenstående principper følges:
- Undervisningsmateriale og andre sponserede materialer bør i mindst muligt omfang anvende/være påført navn, logo, varemærke, figurer og lignende. Tilsvarende bør navn, logo mv. nævnes og anvendes mindst muligt i forbindelse med undervisning og andre aktiviteter.
- Undervisningsmateriale og andre sponserede materialer bør ikke være ledsaget af eller indeholde reklamer og andre former for markedsføring. Det samme gælder for undervisning eller andre aktiviteter.
- Undervisningsmateriale, undervisning eller andre aktiviteter bør ikke indeholde direkte eller indirekte opfordringer til børnene/de unge om at købe eller anvende sponsors eller andres produkter eller tjenesteydelser.
- Udtalelser i undervisningsmateriale, i undervisning eller i andre aktiviteter, der kan fortolkes som, at varer og tjenesteydelser fra visse erhvervsdrivende er bedre eller dårligere, bør undgås og skal som minimum kunne dokumenteres.
- Samarbejdet mellem sponsor og lærere/pædagoger og forældrene bør ikke forpligte disse til at anvende det sponserede materiale.
- Modtagelse af undervisningsmateriale mv. må ikke være betinget af modydelse i form af f.eks. indkøb af sponsors eller andres produkter/tjenesteydelser.
- Sponserede materialer må ikke indeholde opfordringer til indtagelse af alkohol, rygning eller andre rusmidler.
- Anvendelse, uddeling eller fremlæggelse af undervisningsmateriale, undervisning eller andre sponserede materialer/aktiviteter må kun finde sted efter godkendelse:
- Skolens ledelse vurderer om ovenstående principper er overholdt og godkender materiale.
- Større eller usædvanlige tilbud skal forelægges skolebestyrelsen til godkendelse.